loader

Parterapi

parterapi københavn

Der kan være mange grunde til, at man overvejer at gå til parterapi. Som udgangspunkt er der et fælles ønske om at forbedre relationen, hvad enten det er for parforholdets skyld, eller det drejer sig om konfliktmægling i forbindelse med en skilsmisse, hvor der måske også er fælles børn.

Andre problematikker kan eksempelvis være:

  • Følelsesmæssig afstand
  • Sexliv og lidenskab
  • Bebrejdelser, skænderier og konflikter
  • Tristhed og ensomhed
  • Anerkendelse og komplimenter

Parforhold og familier kan antage mange former i dag. Flere har børn med sig fra tidligere forhold, og en del vælger mere utraditionelle forhold, hvor man måske vælger at bo hver for sig eller ønsker et åbent forhold. Samtidig eksisterer troen på den store kærlighed og den eneste ene fortsat i mere traditionel form. Således sætter mange store krav til deres partner og til forholdet, og det kan medføre skuffelse og konflikter, når drømme og hverdag støder sammen.

Parforhold og ægteskab udgør ikke samme institution som tidligere. Det moderne samfund er fuld af fristelser og opfordringer til at lade sig friste. Dermed sættes flere krav til tillid parterne imellem. Det kan imidlertid være en udfordring, og mange kæmper med jalousi, som kan tage over og blive ødelæggende for den enkelte og for forholdet. Hos nogle par blander utroskab sig i forholdet og kan være en alvorlig trussel for dets fundament.

Den sunde dialog

I parterapi er det jeres agenda, der er i centrum, og jeg vil som psykolog facilitere en bedre dialog og forståelse for hinanden som udgangspunkt for en styrket relation. En respektfuld og anerkendende dialog er fundamentet for alle relationer – især i parforholdet.
Hver dag indgår vi i mange forskellige relationer som eksempelvis:

  • Arbejdsmæssige relationer
  • Venskabelige relationer
  • Familiære relationer
  • Romantiske relationer

Et sted hvor dialogen kan blive særlig udfordret er i den romantiske relation hvor bølgerne, og ikke mindst følelserne, kan gå højt til tider. Selv når det gælder hverdagssituationer og praktiske gøremål. Se gratis online foredrag om “Den sunde dialog” her…

Jeg har stor erfaring med parterapi som uddannet psykolog (cand.psych., Københavns Universitet) og er også i gang med videreuddannelse netop inden for dette felt. Parterapien finder sted i behagelige lokaler i København. Der er selvfølgelig altid fuld diskretion.